Jeg er hele tiden optaget af at skrive sange. Eller i det mindste af at tænke på det. Jeg skriver meget i hovedet. Sådan er mine første sange blevet til, mens jeg gik på gaden i Paris.

I sangene tillader jeg mig hvad som helst. I livet er det anderledes ... Jeg synger som et frit menneske. Jeg gør mig fri ved at skrive sange.

De, som beskylder mig for at være kvindehader, har ikke hørt mine sange. Jeg er ikke kvindehader. Hvis jeg kan lide en kvinde, kan jeg lide hende. Hvis jeg ikke kan lide en kvinde, kan jeg ikke lide hende.Længere er den ikke – jeg er ikke forudindtaget.

Georges Brassens

MAN SKAL IKKE LADE SIG SLÅ UD AF KENDSGERNINGERNE har været teateret RIDDERSALENs motto fra Jytte Abildstrøm tog over i 1970. Så det kan passende være opfordringen til læseren af de mange beretninger om teateret, som er samlet i denne bog – beretninger som er skrevet af dem, der var med.

Der er god grund til at spærre øjnene op, når en broget flok af RIDDERSALENs nuværende og tidligere medarbejdere fortæller om en hverdag, som tit er en fest, om en leg, som også er en kamp, om forhindringer, glæder, sorger, samvær, opture og nedture. Om kænguru-stylter, dukketeater, italienske klovner, fjællebodsteater og busturnéer, trylleri og kammeratskab.

Det er også historierne om hvorfor og hvordan de mange skuespillere, musikere, folk på værksted og kontor mv overhovedet kom til RIDDERSALEN – og hvorfor de blev der. Men det er nok først og fremmest en fælles beretning om et enestående fællesskab, som ofte har trodset kendsgerningerne og ikke alene skabt herlige forestillinger, men også i miljøåret 1987 gik sammen om fænomenet ’Ånd i Hånd’ og et økologisk hus i tilknytning til RIDDERSALEN.

Bogen er et festskrift – en hyldest til et teater, hvor drømmene kommer til live på scenen – gerne på trods af kendsgerningerne.

I EFTERKLANG fortæller komponisten Fuzzy om et spændende og begivenhedsrigt liv som musiker, komponist og menneske.

Vi kommer ind i Fuzzys liv på det tidspunkt, hvor han har bestemt sig for at blive komponist. Efter en mislykket periode på seminariet er han blevet smidt ud. Til gengæld har han spillet meget – især dansemusik og jazz – og bliver optaget på Musikkonservatoriet med en betydelig erfaring som musiker. Hans beretninger fra Københavns musikalske natteliv er munter læsning.

Komponisten Per Nørgård bliver Fuzzys mentor, lærer og ven, og vi får en varm og engageret beretning om denne helt afgørende del af Fuzzys liv og hertil om livet på konservatorierne i København og Aarhus – og et meget aktivt liv som alsidig komponist. Film, teater og tv bliver Fuzzys foretrukne virkefelter. Han arbejder bredt med mange genrer fra elektronisk musik, film- og teatermusik og til decideret ’partiturmusik’ – og hans fortællinger vil blive læst med interesse af såvel de umiddelbart implicerede som af de mange, der er kommet i berøring med Fuzzys spændende og mangfoldige verden.

Fuzzys erindringer er dansk musikhistorie og kulturhistorie gennem næsten 80 år.

Bogen er gennemillustreret i farver.

Den sky romantiker er beretningen om en af Danmarks helt store musikalske skikkelser – komponisten Kai Normann Andersen – hans værk og liv 1900-1967.Kai Normann Andersen var en meget beskeden mand, og det til trods for, at han havde nok at prale af. Han har komponeret i nærheden af 1000 melodier, og langt de fleste danskere kender mindst én af hans sange: Glemmer du, Man binder os på mund og hånd, I dit korte liv, Den allersidste dans, Den gamle skærslippers forårssang … og vi kender også dem, han arbejdede tæt sammen med: Liva Weel, Poul Henningsen, Marguerite Viby, Børge og Arvid Müller, Mogens Dam, Otto Lington, Poul Reichhardt ... og selvfølgelig hans partner gennem et langt liv Ellen Gottschalch.   

Kai Normann Andersen var dansker, men han elskede alt hvad der var fransk. Det siges ofte, at hvis han havde været amerikaner, havde han indtaget Hollywood med hud og hår. På linje med Richard Rodgers, Irving Berlin og Cole Porter.

Han forsynede os med mange af de revy- og filmsange, som i tre generationer er blevet sunget og fløjtet her i landet på gaden, på plade og i radioen. 

I Den sky romantiker får læseren et overblik over og grundigt indblik i tidens underholdningsmusik, revy, film, dans, politik og kulturpolitik, og dertil er bogen propfuld af hidtil ukendte billeder og andre dokumenter om ’de vilde tyvere’, ’de farlige tredivere’, krig og efterkrig og hvad der fulgte. Kai Normann Andersen var med, og hans musik ses i lyset af verden omkring den.

Vedlagt bogen er en cd, indspillet af bl.a. Lise-Lotte Nielsen og Per Jellum (sang) samt pianisten Henrik Metz. Cd'ens repertoire giver lytteren et indtryk af komponistens mindre kendte værker, heriblandt balletmusik, højskolesange, engelsksprogede musicalsange og bidrag til det danske Melodi Grand Prix.

Hvem strøg Karajans skjorter?

Hvad hed Arthur Rubinsteins bladvender?

Hvorfra får Nikolaj Znaider sin harpiks til buen?

Man kan godt blive lidt træt af alle de stjerner – Karajan, Elvis, Pavarotti, Vera Lynn – og deres solbeskinnede liv. Som om det alene er deres fortjeneste, at vi får vores musikalske oplevelser. Sandheden er jo, at hvis vi ikke havde alle ’vandbærerne’, ville det stå sløjt til med musikkulturen.

– Hvem sørgede fx for blomsterne til Anne Sofie Mutter ved hendes debut i 1977 med Mozarts Violinkoncert i G-dur sammen med Berlinerfilharmonikerne og Herbert von Karajan?

– Hvem sørgede for luft til bælgen, da Carl Nielsens Commotio blev opført første gang i Århus Domkirke 14. august 1931 med Emilius Bangert ved orglet?

– Hvem formgav og tildannede den baton, Georg Solti havde i højre hånd, da han dirigerede Nibelungens Ring i Bayreuth i 1983?

– Hvem tilvirkede den harpiks, som Fritz Kreisler gned sin hestehårsbue med, inden han omkring 1805 spillede sin egen Liebesleid første gang for et henført publikum? ...

Så megen undren, så mange spørgsmål – og der er mange flere at stille. Vi giver nogle af svarene i denne publikation, som rummer første del af et større encyklopædisk fiktions-arbejde for at få musikkens vandbærere og deres indsats frem i lyset. Det er ganske vist imod deres undselige væsen, men vores publikation skal ses som en beskeden anerkendelse af den uvurderlige indsats, de – sammen og hver for sig – har ydet i musiklivet, og uden hvilken musikken ville være ilde stedt.